Om at være ny i DUK
Mai Andersen
Om at være i DUK som tamfugleejer
Jeg meldte mig ind i DUK for halvandet år siden på opfordring af en opdrætter. Vi snakkede om, at DUK gav anledning til vidensdeling, uanset om man har tamfugle, er udstiller, opdrætter eller har øvrige interesser for pasningsrutiner og pleje af stuefugle. Jeg tænkte, at DUK var for opdrættere, som var super nørdede inden for avlsgenetik, så jeg tøvede med at melde mig til første arrangement.
Det første møde i pip-klubben handlede om varianter og særlige kendetegn ved disse. Det lød egentlig spændende, og der blev løbende spurgt ind til, om alle vidste, hvad ”opaline skær” var. Jeg var positivt overrasket og fik ny viden med i bagagen, ud over aftenens tema spurgte samtlige opdrættere:”Hvor mange unger har du lavet?” eller ”hvor mange unger har du lavet siden sidst?”.
Jeg tænkte:”Sikke passionerede, de er omkring ”unger”. Hvad pokker snakker de om? Spørger de, om jeg har menneskebørn derhjemme, eller vil de vide, om jeg er masseproducent af undulatunger?”
Så kom runden om bordet, der kunne jeg høre, hvad de mente med spørgsmålet om undulatunger. Person 1 siger, personen har produceret 20+ unger siden sidst, person 2 synes også det gik meget godt med ”undulat-butikken”, det var nok blevet til 10-20+…
Det blev så min tur. Jeg havde produceret 1 undulatunge, hvor en opdrætter tilføjer:”Ja, den er vist ikke kommet med vilje”. Det måtte jeg giver opdrætter-damen ret i.
Det var nu en lærerig aften med en masse undulat-folk, og min fordom om super-nørder holdt nu stik, hvad angår genetik.
Louise og Thomas Nielsen
Ny i D.U.K. – Kreds 7
Efter en lang årrække uden undulater besluttede min hustru Louise og jeg, at det nu var blevet tid til igen at få fugle i hjemmet. Det skulle ikke være noget stort eller ambitiøst opdræt, men derimod et mindre og hyggeligt opdræt, hvor fuglene har navne, og hvor vi kun får få kuld unger om året.
Vi valgte at anskaffe undulater fra flere forskellige opdrættere. På den måde kunne vi skabe en god balance mellem kvalitet i vores avlsfugle og samtidig tage hensyn til økonomien – noget der er vigtigt, når man som børnefamilie også skal få hverdagen til at hænge sammen.
Da vi startede, var vi ikke særligt bekendte med Dansk Undulat Klub (D.U.K.). Men gennem kontakt med andre opdrættere – både via Facebook, på udstillinger og ved besøg hos forskellige opdræt – blev det hurtigt tydeligt, at klubben spiller en central rolle i miljøet.
Det viste sig også hurtigt, at det at starte et opdræt op er mere omfattende, end vi først havde forestillet os. Der er mange ting at sætte sig ind i: Hvilke varieteter findes der? Hvilken retning vil man arbejde i? Hvad kendetegner en god fugl? Og hvordan undgår man at købe “katten i sækken”? Alt i alt var det en større læringsproces, end vi havde regnet med.
Louise og jeg blev dog hurtigt enige om, at dette var en hobby, vi gerne ville dyrke sammen. Derfor var det også naturligt for os at melde os ind i D.U.K., så vi kunne få adgang til den viden og det fællesskab, der følger med.
Vores første møde med de øvrige medlemmer i kredsen var utroligt positivt. Vi følte os ikke som “de nye”, men blev hurtigt taget imod som en del af fællesskabet. Vi fik hurtigt kontakt til både nye og erfarne opdrættere, og alle har været utrolig imødekommende og hjælpsomme.
I dag oplever vi et stærkt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden med sparring, anskaffelse af fugle, bure, redekasser og meget mere. Det er en stor støtte – især som nye opdrættere – og noget, vi sætter enormt stor pris på.
Der skal derfor lyde en stor tak til alle i kredsen. Samtidig vil vi gerne opfordre andre, der overvejer at starte opdræt eller blot har interesse for undulater, til at blive en del af D.U.K. Her står man aldrig alene, og selv når opdrættet driller, er der altid hjælp og støtte at hente.
For os i kredsen har det været en meget positiv oplevelse – også selvom vi nok er med til at trække gennemsnitsalderen lidt ned.
Flemming Christensen
Min vej til Duk begyndt for ca 2 år siden. Jeg meldte mig ind uden at have nogle fuglefordi dette var en gamle interesse, jeg havde for ca 40 år siden. Og som så blev forstærket igen på grund af, at jeg var stoppet med duer, som jeg har hygget mig med i mellemliggende år.
Så valget blev de australske pga de minder mest om dem, som jeg havde før. Især livlighed de har og at min pengepung passer bedst til dem.
Så da beslutningen og indmeldelse blev lavet, så blev husbyggeriet sat i gang.
Jeg havde indrettet en del huse til duer igennem tiden og vidste lige, hvordan de skulle indrettes, for de skulle næsten behandles som duer, hvor luft og lysindfald er en vigtig faktor .
Jeg undersøger sammetiig, hvor de bedste fugle gik henne i Danmark på daværende tidspunkt, valget faldt på Jørgen Bolding Olsen, hvor jeg lage billet ind på dem, som han kunne undvære efter endt avlssæson 2025. Jeg var også heldig, at han så ikke boede så langt fra mig. Jørgen, som alle andre her den nye klub, ville hjælpe mig med at komme godt igang og svarer på alle de spørgsmål, der dukkede op undervejs. Ja dette kan denne klub, og nok især Jylland syd og fyn hjælper og nogle forærer fugle til nye medlemmer.
Tak til alle
Tiden til blev også brugt på at komme de steder hen, hvor der var udstilling og kom-sammen i klubberne ligesom meget for at lære sporten bedre at kende og især de skønne mennesker, der er rundt omkring.
Ja nu er min første avlssæson næsten overstået, og de første udstillinger står for døren. Jeg glæder mig til at møde alle igen, som er i klubben og få nogle hyggelige timer sammen med fugletosser fra kryds og tværs af Danmark
Stefan Schnell Hauge
Vi fandt duk tilbage I 2024 ved at vi så et opslag på Facebook herom vi havde på det tidspunkt en håndfuld undulater.
Vi blev mødt at Jimmi og Helene som viste os lidt rundt med stor begejstring og vi blev prøve medlemmer et år, det bed sig fast og vi deltog året efter til DM og min kone og jeg blev til Team SW 😊
Vi startede i 2024 med ca. 5 fugle og har til dato 77 stk i dag.
